Ukrainsk kunstner: Sælger værker for at hjælpe modstanden
I 2020 var den ukrainske keramiker Nataliya Zuban på ophold i refugiet Kunstkollektivet 8B i Unnerud i Odsherred, hvor hun eksperimenterede med keramik, former og glasurer og udstillede i Pakhuset i Nykøbing Sjælland.
Nu er hun tilbage i Kiev, der aktuelt bombes kraftigt af russiske styrker, og har bedt kunstkollektivet sælge hendes værker fra Pakhus-udstillingen for at samle penge til modstanden i Ukraine.
– Hendes udstilling i Pakhuset blev ret hurtigt taget ned på grund af corona, hun rejste hjem til Ukraine, og siden har hendes keramik været pakket ned i kælderen hos os i 8B.
– Nu har hun så skrevet fra Kiev, om vi vil hjælpe med at sælge hendes keramik. Pengene skal ubeskåret gå til at støtte Ukraines modstand. Det gør hun for at hjælpe, siger Pia Heike Johansen, koordinator for Kunstkollektivet 8B.
– Vi går ind og står for salget, fordi det er kunstnerens ønske, og fordi vi synes, det er vigtigt, at give hende den her mulighed for at hjælpe sit land. Det er det bedste, vi kan gøre lige nu, siger Pia Heike Johansen.
Nataliya Zuban bor sammen med sin kæreste i centrum af Kiev.
Føler sig magtesløse
– Hun skriver, at hun er ok og forsøger at klare sig så godt, hun kan, sammen med sin familie.
– Da hun skrev, var der forholdsvis roligt, der hvor de bor, men det hele er meget usikkert, og alle føler sig magtesløse. Ved at sælge sin keramik gennem os, føler hun, at hun i det mindste kan gøre lidt nytte, siger Pia Heike Johansen. Nataliya Zuban
De 15 keramiske skulpturer vil blive sat til salg på 8B’s Instagram-profil. Her kan man se værkerne, skrive en besked om et eventuelt køb, eller aftale at komme at se værkerne i kunstkollektivet. Man kan også bede 8B pakke værker ned og sende af sted efter et salg.
Ligner sten og mineraler
På skulpturerne har Nataliya Zuban eksperimenteret med avancerede glasur-brændinger og -blandinger i sine bestræbelser på at få værkerne til at lige natur, for eksempel klipper, sten, mineraler og koraler.
Hun havde et ophold i Kunstkollektivet 8B i Unnerud i 2020 i forbindelse med sine Ph.D-studier ved Eugeniusz Geppert Academy of Art and Design i Wrocław i Polen.
I Pakhuset i Nykøbing udstillede hun sammen med Lisa Mota og Zizi Ramires.